Fysiurgisk Hesteterapi
Fysiurgi relaterer sig til videnskaben om lidelser i bevægeapparatets fysiologi, herunder muskler, led og bindevæv. Det er hovedbestanddelene i uddannelsen som Fysiurgisk Hesteterapeut.
Som fysiurgisk hesteterapeut arbejder man ud fra anatomiske og biomekaniske sammenhænge. Med uddannelsen følger solide kompetencer til at analysere hestekroppen, herunder muskler og bevægemønster (ganganalyse), lokalisere udfordringer og restriktioner samt afspænde disse og dermed afbalancere hesten.
Jeg arbejder med udgangspunkt i
- Massage af muskler
- Kraniosakralterapi
- Bindevævsmassage/-afspænding
- Ledmobilisering – her er IKKE tale om ledmanipulation!
Og så er jeg ikke bleg for at tænke i alternative retninger og arbejde med meridianbaner og akupressur. Vi må ikke arbejde med nåle (akupunktur) som ikke-dyrlæger, så akupressur kan snildt bruges som alternativ.
Massage løsner muskelfibrene, så de igen kan bevæge sig optimalt mellem hinanden og dermed holde musklen elastisk og afspændt. Der frigives en masse affaldsstoffer, når muskelspændinger løsnes og det er bl.a. med til at reducere risikoen for skader. Læs mere om massage her.
Kraniosakralterapi er en dybdegående terapiform, som tager udgangspunkt i cerebrospinalvæskens flow fra hjernen til sakrum. Her arbejdes med helt blide tryk, som bl.a. kan rette skævheder i knoglerne. Læs mere om kraniosakralterapi her.
Ledmobilisering er IKKE manipulation på samme måde, som man kender det fra kiropraktik! Ved mobilisering arbejder man udelukkende inden for leddets specifikke bevægelsesevne (Range of Motion – ROM). Man kan ikke gøre skade på leddene eller kroppen, så længe metoderne anvendes og udføres korrekt. Ledmobilisering kan være anvendeligt, hvis områder er låste eller har svært ved at løsne gennem massage eller kraniosakralterapi. Et eksempel kan være et bækken, som efter flere afspændinger og fornuftig træning stadig er låst.
Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes “quickfix”-metoder i mit arbejde – hverken i min baggrund som Fysiurgisk Hesteterapeut eller Manuel Hesteterapeut. Det er ikke usædvanligt, at der dukker nye udfordringer op, når man får løbende får løsnet de restriktioner, der måtte være. Man kan betragte det som et løg, hvor der hele tiden pilles lag af, som repræsenterer restriktioner eller problemstillinger.